Du kan som udgangspunkt trække renterne på ejerforeningens fælleslån fra i skat, hvis
- Fælleslånet er optaget til fornyelse/reparation af foreningens ejendom eller lignende
- Ejerforeningen har optaget lånet på vegne af ejerne
- Ejerforeningen sørger for, at du hvert år får en opgørelse af din andel af renteudgifter og restgæld
Læs videre om de konkrete betingelser for at trække renterne fra i skat – og ikke mindst hvordan du i praksis indberetter renterne til SKAT. Du skal nemlig selv sørge for at få pengene tilbage fra SKAT.
Betingelser for at trække renterne på ejerforeningens fælleslån fra i skat
For at kunne trække renterne fra i skat er det for det første en betingelse, at ejerforeningen har optaget lånet til noget, der ligger inden for ”normalområdet for ejerforeninger”. Det betyder, at lånet skal optages til noget, som ejerforeninger normalt har udgifter til. Udgifter til renoveringer ligger inden for normalområdet for ejerforeninger – og det er da også den type udgifter, som de allerfleste fælleslån optages til at finansiere. Er lånet derimod optaget til fx at erhverve fast ejendom, kan de enkelte medlemmer ikke trække renterne fra i skat, da foreningen så bliver et selvstændigt skatteobjekt og ikke kun handler på ejernes vegne. I det tilfælde skal der for selve foreningen udarbejdes et selvstændigt skatteregnskab med indtægter og udgifter, hvor foreningen eventuelt kan trække renterne fra.
For det andet skal lånet optages på vegne af de medlemmer, der deltager i fælleslånet. Det betyder, at ejerforeningen efterfølgende skal opkræve et beløb hos den enkelte ejer, der svarer præcis til ydelsen på lånet. Og ejerforeningen skal dermed også have et tilgodehavende hos de deltagende ejere, som svarer til restgælden på lånet.
For det tredje skal foreningen opgøre den enkelte ejers andel af renteudgifter og restgæld, så ejeren kan indberette og dokumentere det over for SKAT.
Bruger I DABEA som administrator, kan du se fælleslån og renteudgifter under balancen i bogføringen på vores platform. Hvis vi udarbejder jeres årsrapport, fremgår det desuden af noterne, hvad hver enkelt ejer har betalt i renter i årets løb, og hvad restgælden udgjorde for hver enkelt ejer ved årets afslutning.
For det fjerde skal medlemmerne muligvis hæfte personligt og solidarisk for fælleslånet over for banken. Der er dog nogen usikkerhed, om denne betingelse reelt er gældende. Det kan derfor være en god idé at indhente et bindende ligningssvar fra SKAT, hvis der er tvivl herom.
##Indberetning til SKAT Da fælleslånet er optaget af ejerforeningen, indberetter banken renteudgifterne til SKAT for ejerforeningens cvr-nummer – og ikke for de enkelte medlemmer. Administrator kan heller ikke indberette renteudgifterne, da vi som udgangspunkt ikke har den enkelte ejers cpr-nummer. Det er derfor den enkelte ejer, der skal huske at indberette renteudgifterne til SKAT. Renteudgifterne skal indberettes i årsopgørelsens rubrik 44. Du kan se mere på SKAT’s hjemmeside her.
Husk, at indtægter også skal indberettes
Det skal for god ordens skyld nævnes, at ligesom de enkelte medlemmer i de fleste tilfælde kan trække deres andel af foreningens renteudgifter fra i skat – så skal de enkelte medlemmer i de fleste tilfælde også indberette deres andel af indtægterne, hvis foreningen har væsentlige indtægter fra fx udlejning eller salg af arealer. Hvis I er tvivl herom, kan vores revisionspartnere, Redmark og PwC, hjælpe jer.
Har I brug for hjælp til fælleslån?
Hos DABEA hjælper vi vores kunder med at holde styr på detaljerne – og det hele foregår i et brugervenligt og enkelt administrationssystem. Har I i din ejerforening brug for hjælp til at optage et fælleslån eller holde styr på renteudgifter og restgæld, så kontakt os.
Vi sidder klar til at hjælpe jer.
Kontakt os for uddybende information på kontakt@dabea.dk eller telefon [21 86 68 44](tel:21 86 68 44).